Agua Tibia

Weekenden gik i et lille sted. Mindre end end landsby men stoerre end noget, der ikke er en landsby. Langt, langt, langt udenfor alt, hvad man kan kalde by (saa maaske det ikke var en landsby alligevel?!). 4-5 huse med 10 min. gang mellem hver, aller beboerne mere eller mindre i familie - og saa ellers bare i harmonie med hinanden, dyrene (som var overalt) og naturen. Ingen elektricitet, ingen telefonforbindelse, ingen vandhaner, ingen toiletter eller bade - kun hul i jorden og en vandhanelignende ting til bad og drikke.

..slapper af med en af hvalpene, som var overalt. Alle dyr, faktisk. Flest koeer - men ellers allemulige smukke dyr; hunde, katte, heste, koeer, krybdyr, fugle i alle farver, myg (mange! ..paa en nat fik jeg 14 mygstik paa hoejre hofte, 17 paa hoejre haand og 11 paa venstre - og flere til paa resten af kroppen..dette paa trods af, at jeg sov i lange busker, sokker, langaermet troeje og hue. Vilde myg!), slanger, pappegoejer og flere, hvor de kommer fra!

..aeh, toilettet?! (ikke saa godt afskaermet og sidder paa en cementblog over et meget dybt hul :) til gengaeld var der sindssyg smuk udsigt derfra! - udover marker, bjerge og vilde dyr)

Stedet her var virkelig helt, helt specielt. Helt unikt. Tiden staar ligesom fuldstaendig stille. Ens tanker, hjerte og sind gaar helt i dvale og ja. Virkelig specielt. Sjovt nok var alle urene, der hang rundt i alle husene ogsaa gaaet i staa. De er nok godt selv klar over, at den er helt gal :P

..Tesla og Sindy. Sindy braekkede sin arm for en uge siden, hvilket ikke bare er traels pga smerter, at man ikke kan skrive, sove ordentligt osv - men ogsaa fordi, familien ikke rigtig har pengene til det. Tja, hvad goer man saa?!

Tiden gik mest bare med at slappe af og hygge, for det var som om, at der ikke rigtig var nogen, der skulle naa noget. De er selvforsynene, og laver ikke andet end det - saa ingen stress med stramme arbejdsplaner eller noget i den dur, og ingen pengebekymringer, for de har ingen - og har aldrig haft. Naar de har brug for medicin, laver de den selv af planter og slanger.

..et af koekkenerne derude. De har virkelig charme! De smaa huller over "komfuret" er de eneste vinduer i huset. Forstaar det ikke - men ingen af husene har vinduer, og det er virkelig aergerligt, naar der ikke er elektricitet.

..vaske-op, vaske-toej og vaske-krop sted..

Grunden til weekenden derude er, at kirken Amor y Vida, som er grundlaeggeren af projektet Manuelito, ogsaa er igang med et kirkeprojekt herude. De har ingen kirke og ingen skole. Projektet her gaar saa ud paa at faa bygget begge dele - og faa volontoerer herud til at saette gang i det. Loerdag aften havde vi saa gudstjeneste. Op imod 20 mennesker moedte op, og det blev holdt i et af de smaa huse. Simpelthen saa hyggeligt :) Musik, sang og glaede! Og lidt af soendagen gik med at arbejde paa det omraade, hvor det kommende volontoerhus skal ligge - vi samlede simpelthen bare trae sammen, som nu skal braendes af. Naar pengene kommer, begynder byggeriet. Dertil blev der lavet elektricitet til familierne for foerste gang nogensinde! Det var simpelthen saa stort :) Paa gudstjenestesaftenen blev det sat i vaerk for foerste gang, og apperatet, der stod bag miraklet, larmede simpelthen saa meget, at man naermest skulle raabe for at kunne hoere hinanden - men det var bare lige meget, for de havde lys! :)

..fra Gudstjenesten i loerdags.. de 2 smaa optraeder med et nummer sammen med deres far, guitaristen..

..og fra arbejdet paa grunden, hvor volontoerhuset skal ligge..

..og Henry (i den lyseblaa) lavede lys.. - manden, med hjertet for projektet, landsbyen og folkene her.

..og saa blev der lys!! (okay, de har saa et lille vindue.. men det kan altsaa ikke aabnes:P)

Det var lidt om stedet. Simpelthen et utroligt sted! Haaber at lidt af utroligheden kom frem i beskrivelserne, for har virkelig aldrig oplevet en fred paa nogen anden maade end her (- kunne de fleste danskere vidst godt bruge:))

..og saa var der alle de smaa!

Lusene! - dem havde jeg naer glemt, for de er blevet mine allernaermeste foelgesvende. Haabede paa at undgaa det - men det er fuldstaendig umuligt. Fik det efter faa dage og har haft det lige siden (blev vidst renset ud i fredags..men boernene er her jo stadig med deres:)) Paa en eller anden maade er det lidt hyggeligt, fordi der altid er noget at lave, naar man sidder og snakker - som fx at pille lus i hinandens haar. Og det er simpelthen ogsaa dejligt at faa pillet haar hele tiden! Til gengaeld er det ikke saa dejligt, naar de for alvor vil have kram paa lusene - for saa bruger de mayonaese, som de fedter haaret fuldstaendig ind i - og saa kaemmer de ellers for fulde kraefter! - og haaret er god til at holde paa mayonaeselugten :)
Udover nusseriet og hyggen, der er omkring dem, saa morer handuranerne sig ogsaa gevaldigt over det :) Foerste gang de smaa blev fundet i mit haar, klappede alle de tilstedevaerende i deres haender, grinte, hujede og kom med tilraab. Ha :) Vi har det nu godt her i Honduras.

De 2 ovenstaaende billeder fra Talanga..:)

Dette fra i fredags. Se, hvor vi hygger :) - mangler godt nok billeder fra haarnusseriet (hvor ens haar ikke bliver fedtet), for det i sandhed (uden ironi) hyggeligt!

..okay, lige for at komme med et minus, saa er det lidt traels, at det kloer saa ustandseligt (og at man altid skal tage folks hatte paa med rigtig daarlig samvittighed:)).

!!!

Og saa slog det mig (efter over 2 maaneder) ! Har jo helt glemt at naevne, hvad det egentlig er, jeg laver her som volontoer..!

Sover som foernaevnt med de 3 mindste. Min morgen starter saa kl. 7 (hvis babyerne tillader det). Bades, paaklades og fodres skal de - og saa undervises! Den der undervisning.. hvad skulle man lige goere med den? 3 smaa unger, der skal undervises..paa spansk! - og de kan naermest ikke engang snakke.. Men ja, tyede til god gammeldags temauge...

Taluge...

Bogstavuge... (min seng er overkoejen, som man ser i hoejre side. De smaa (selv ham, der kun lige er fyldt 2 aar) vaekker mig af og til...helt oppe i koejen! Smaa aber, er de.

Kroppen-uge (er vi igang med lige nu, saa har lavet en maaletavle, hvor boernene bliver og skal blive maalt engang imellem :) Saa skal jeg lave vandfarveladeaftryk af deres foedder og haender, som skal op at haenge..)

Farveuge (har ikke vaeret endnu)

Musikuge (bliver i droemmene...)

Hvis vi er heldige, faar vi lov til at tage i parken en times tid om formiddagen; men nu er det blevet saa koldt og blaesende, saa de har faaet udgangsforbud, da de ikke har noget varmt toej, og vil derfor blive syge. Oev boev.

..og her ses de 3 smaa, ovenfor, med en af de ´store´ drenge. Selvom de ser fredelige ud her, saa..ja, saa er de det ikke!

Med de 5 stoerre drenge har jeg tid om eftermiddag til fx at tage i parken - eller lave andre ting. Fx Twister :) De gik virkelig op i det! Vi mangler saa stadig den der plade med drejepilen paa, saa det ser vi paa i denne uge.

Lederne ville ogsaa rigtig gerne undervises i engelsk. Saa det fik vi arrangeret. En gang. Ved ikke, hvor det blev af?

Babyernes dag slutter saa ved 19-20 tiden, hvor de efter aftensmad (og hvis heldige - en tegnefilm) puttes. Herefter har jeg fri til at hygge med gutterne eller nattevagten, indtil jeg selv bliver for traet.

(tja, og saadan ser min hverdag jo paa ingen maader ud i Talanga.. men den udgave kommer, naar jeg flytter derud igen om en uge)

Og tiden, hvor der hygges :)

Udover masser af tid med boern og honduranere, saa har jeg hver 2. weekend fri til lige, hvad jeg vil - og der haenges der som regel med volontoerer. Dejligt!

Ovenfor familien Thuesen og jeg i Parque Central - Tegucigalpas centrumspark, hvor hundredvis af mennesker haenger hver eneste dag.

Og i Honduras er det blevet jul! - faktisk for en maaned siden. Dvs ekspedienter har nissehuer paa, juletraeer er overalt - ligesom julemusikken! Skoert! Der er bare nogle ting, de ikke helt har forstaaet.. engel med nissetoej?!!

Og Soerenkaeresten.. hm.. ingen kommentar. Men vi havde det sjovt :)

Bedre sent end aldrig...

Den vaerste regn i 10 aar har vaeret her for nogle uger siden. Tusindvis af mennesker staar tilbage uden hjem - dertil doedsfald. Mange af familierne bor nu paa skoler, hos andre familier og paa gaden.. Paa indslusningscentret har vi 3 klasselokaler, som bliver brugt til undervisning af fattige boern. Her er familier ogsaa flyttet ind paa ubestemt tid. Dertil er der naesten hver aften familier i kirken nedenunder, som moedes, stoetter hinanden, beder og faar givet mad og toej. Selvom jeg har vaeret her i 2 maaneder nu, har jeg virkelig stadig svaert ved at forholde mig til det liv, de har. Pludselig at staa tilbage fuldstaendig uden noget som helst - fuldt ud afhaengig af de folk, der forbarmer sig over dem. Ellers hverken hus, mad, toej osv. Vi har det godt nok godt i Danmark!

Ovenfor et lille bitte udsnit af de skadede steder. Billedet med braendet lige ovenfor er hvad, der er tilbage af noget, der engang var et hjem.. utroligt.

Stadium!

Stadium ligger en halv times gang fra hjemmet - saa i anledningen af..en kamp?! -tog vi (5 af drengene, en af de mandlige ledere, Henry, hans 2 doetre og jeg) i stadium. Virkelig en fed oplevelse! Kampen startede kl. 16, saa der naaede at blive moerkt, inden kampen sluttede. Saa med projektoerlys paa banen, lilla himmel, bjerge hele vejen rundt, tusindvis af vilde fans - og lykkelige 5 dansende drenge i bare overkroppe (vores drenge:)) var resten af aftenen, natten og dagen efter fyldt af glad og gode minder. :)

De 5 gutter. Desvaerre loeb kameraet toer for stroem, da kampen for alvor var igang, saa fik ikke de glade dansebilleder. Manden i midten, Henry. Han og hans familie har taget sig til mig som deres egen datter (siger, at de er mine honduranske foraeldre og soestre) - simpelthen saa vidunderligt. Saa naar tingene bliver lidt tunge, babyerne er for meget babyer, og jeg bare traenger til at slappe af i et lidt mere hjemligt hjem...ja, saa staar de der med aabne arme. Virkelig en uvurderlig gave!

2 af Henrys 3 doetre, Sindy og Tesla..og saa mig. Alle 3 omkring min alder og nyder saa meget deres selskab! :)

Lidt tilskuere og lidt bjerg bag murene. :)

Paa tur til Kristus

..og saa kom dagen, hvor vi besteg Kristus. Eller i hvert fald bjerget, hvorpaa Kristus troner og velsigner. Tog afsted alle gutterne (undt. babyerne), 2 af de mandlige ledere og mig. Fantastisk oplevelse! Masser af sol, fantastisk smuk tur opad bjerget - smuk, smuk park oppe ved statuen, utrolig udsigt over byen, sjov med legeplads, lang tids fodbold, 'spaendende' toiletter, masser af dyr og lykkelige drenge. Virkelig dejlig oplevelse! Hver gang vi tager paa tur, er boernene flyvlykkelige - saa glade, at man paa ingen maader kan vaere i daarligt humoer selv :)

Lige et lille udsigtsbillede fra toppen. Manden til hoejre er Jorge Pinto (ham, der startede Manuelito)'s soen, Jorgito. Med sine kun 22 aar leder, styrer og bor han paa indslusningscentret hver dag i sit liv, hvilket han har gjort siden han var 18.

Se hvor stor Han er (fik ikke lige vendt ham rigtigt, og det tager ca 7 minutter at laegge billeder ind her..saa vaersgo paa siden:)).

Og et lille fodboldbillede. Vi spillede simpelthen i saa lang tid. Drengene er helt tossede med at spille fodbold og goer det ca. hele tiden. Problemet er bare, at de ikke maa forlade hjemmet paa egen haand, saa paa indslusningscentrets tag har de lavet minifodboldbane (med baenke som maal), og derudover maa de spille bold i hele bygningen - paa gangene osv. Fine og kreative alternativer, alligevel, men fantastisk for dem (og for mig), naar de/vi kommer i parken eller til rigtige fodboldbaner - med rigtig stoerrelsesforhold.

Indslusningscentret set (-og sikkert ogsaa-) fra Kristus

Lige 2 billeder af indslusningscentret set fra Kristusstatuen. Centret er det store groenne. Stueetagen er kirke, ovenpaa er boernehjemmet. (nej, det er ikke en mand, der er oppe paa taget..men ved virkelig heller ikke, hvad det ellers skulle vaere?!)

..og der er stadig liv i Honduras!

Er virkelig ikke saa god til at faa skrevet blog - men here goes..

Har nu vaeret paa indslusningscentret en maaned, er faldet til her og trives:) Det er virkelig et specielt sted at vaere, og jeg bliver virkelig udfordret paa saa mange punkter, jeg aldrig havde droemt om. Tror, det er sundt..i sidste ende :P og i denne ende. Glaeder mig virkelig over at blive brugt og at vaere en del af familien Manuelito.

Ved snart ikke, hvad jeg skal skrive, for der er saa meget, der fylder mig.. saa vaersgo, et par billeder af boernene :) (siger mere end ord)

Lille-gut her ovenfor, Duncan, er lige fyldt 2 aar. Han blev fundet i en papkasse, da han var 18 dage gammel, blev saa indlagt paa sygehuset, og efter knap et aar bosat paa her i indslusningscentret, hvor han er omringet af broedre (de 9 andre drenge, der bor her), faedre (de mandlige medarbejdere) og moedre (kvinderne og mig:)). Masser af kaerlighed, fremtid og alt godt i syne til ham!

4 af drengene (ovenfor) i deres sovevaerelse (ham der haenger som en abe, Elmer, er blevet bundet dertil af de andre drenge i haender og foedder, ha! - han syntes ogsaa, det var sjovt..) Selvom indslusningscentret paa mange maader virker som et meget lukket sted, hvor boernene ikke har saerlig mange muligheder for at komme ud osv., formaar de virkelig at udnytte det, de har - og hinanden. Virkelig utroligt at se en drengeflok paa 10 bo og leve sammen som broedre, saa taet og med saa uhyggelige baggrunde allesammen - og med saa meget kaerlighed og omsorg til og for hinanden.