Er virkelig ikke saa god til at faa skrevet blog - men here goes..
Har nu vaeret paa indslusningscentret en maaned, er faldet til her og trives:) Det er virkelig et specielt sted at vaere, og jeg bliver virkelig udfordret paa saa mange punkter, jeg aldrig havde droemt om. Tror, det er sundt..i sidste ende :P og i denne ende. Glaeder mig virkelig over at blive brugt og at vaere en del af familien Manuelito.
Ved snart ikke, hvad jeg skal skrive, for der er saa meget, der fylder mig.. saa vaersgo, et par billeder af boernene :) (siger mere end ord)
Lille-gut her ovenfor, Duncan, er lige fyldt 2 aar. Han blev fundet i en papkasse, da han var 18 dage gammel, blev saa indlagt paa sygehuset, og efter knap et aar bosat paa her i indslusningscentret, hvor han er omringet af broedre (de 9 andre drenge, der bor her), faedre (de mandlige medarbejdere) og moedre (kvinderne og mig:)). Masser af kaerlighed, fremtid og alt godt i syne til ham!
4 af drengene (ovenfor) i deres sovevaerelse (ham der haenger som en abe, Elmer, er blevet bundet dertil af de andre drenge i haender og foedder, ha! - han syntes ogsaa, det var sjovt..) Selvom indslusningscentret paa mange maader virker som et meget lukket sted, hvor boernene ikke har saerlig mange muligheder for at komme ud osv., formaar de virkelig at udnytte det, de har - og hinanden. Virkelig utroligt at se en drengeflok paa 10 bo og leve sammen som broedre, saa taet og med saa uhyggelige baggrunde allesammen - og med saa meget kaerlighed og omsorg til og for hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar